U15 videre til tredje runde i pokalturneringen efter sejr i lokalopgør!

Anfører Andy Arnt Dickie styrede løjerne i FC Holtes forsvar - og blev efter kampen kåret som "Man of the Match"

Onsdag den 6. september var FC Holtes U15-drenge – årgang 2003 – klar til første kamp i pokalturneringen. Da holdet var “oversidder” i første runde, gjaldt det i 2. runde naboerne fra Skjold Birkerød på udebane. Drengene har gode minder fra pokalturneringen, men kender bestemt også til det nervepres, der kan opstå i disse “vind eller forsvind”-kampe. En sejr over KBK Hillerød afgjort på straffespark for et par år siden stod lysende klart i alles bevidsthed. Og når man så samtidig betænker, at Birkerød er lokalrivaler og at flere spillere på de to hold kender hinanden fra fodboldskoler mm. – ja, så er der ikke noget at sige til, at der blev tale om en ’herredyst’, hvor begge hold fightede det bedste de havde lært.

Flere fine redninger af keeper Nikolaj “Svenne” Svenningsen resulterede i “clean sheet”.

Kampen startede forholdsvis lige, men FC Holte viste, at de havde et våben, som gjorde ekstra ondt på Birkerød. Victor Boers kunne således på hjørnespark midt i første halvleg sætte pandebrasken på et hjørnespark, som hverken målmand eller forsvar var i nærheden af. Holtedrengenes hjørnesparkskombination, hvor modstanderen ikke rigtigt kunne forudse om der sparkes kort eller langt, lykkedes igen.

Senere i 1. halvleg kunne Sigurd Skovfoged – efter et par fine driblinger – tippe bolden over Birkerøds målmand og elegant bringe FC Holte på 2-0, som også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg var kampen igen lige med godt positionsspil fra begge sider. FC Holte, især godt styret af anfører Andy Arnt Dickie – der efterfølgende blev kåret som “man of the match” – havde dog fin kontrol og rigtigt farlige blev Birkerød aldrig. I kampens døende minutter fik Victor Boers igen hovedet på bolden efter et hjørnespark og kampen blev fortjent vundet med 3-0.

I næste runde har FC Holte igen trukket udebane, denne gang mod Allerød FK. Spændende om 03-drengene kan holde fast i de fine takter fra Birkerød-kampen. Holdet er i hvert fald enige om at gå efter pokalen i år. Lad os håbe, at det lykkes. Det bliver vildt på tirsdag!

Forza FC Holte!