Mathias Paulsen og Lucas Martin Nygaard har begge i løbet af sommerferien været til prøvetræning med eliteholdet i Farum, og talentet hos begge har været stort nok til, at Farum efterfølgende har tilbudt dem en plads på deres elitehold. I trænerteamet på 2006 er de på den ene side glade for og stolte af, at en klub med A-licens har åbnet døren for to af deres dygtige drenge og dermed anerkendt det gode talentarbejde i FC Holte. På den anden side er de også kede af at miste to gode drenge, der har bidraget godt til fællesskabet på årgangen både på og udenfor banen. Det er dog stoltheden, der fylder mest.
2006-teamet ser nu frem til at følge Lucas og Mathias i Farum og de ved, at træningen om muligt stiller endnu større krav til drengene. Og konkurrencen er benhård. Derfor har de også sendt drengene af sted med klapsalver og fest – men ligeledes med en åben invitation til altid at kunne komme tilbage til FC Holte og de gode venner.
Claus Damgaard Nielsen og Mark Fromholt glæder sig til – sammen med årgangens ungdomstrænere – at arbejde videre med truppen, hvor der er mange andre dygtige drenge, der nu vil steppe ekstra op og lukke hullerne efter den dygtige keeper, Lucas, og topscoreren Mathias.
Forza FC Holte!