1. februar 2017

Af Tine Raabjerg

Flot futsal af 2009

Vintersæsonen byder – udover DBUs vinterboldturnering – også på traditionel indendørs fodbold og futsal. 

I de yngste rækker registreres resultaterne ikke. Alligevel er det med slet skjult stolthed, at vi kan berette om klubbens U8-årgang. Her har drengene ugentligt trænet futsal med Tai Pundik. Og måske var det dét, der gav pote i 3. runde i A-rækken. Julius, Jakob, Bertram, Magnus, Kristoffer og Hector var med forældre taget en tur til Blovstrødhallen i søndags. Ét hold havde trukket sig fra puljen, der således kom til at bestå af FC Holte, Solrød FC, Jægerspris IK og Greve Fodbold. Stævneledelsen besluttede derfor at lade kampene vare 14 minutter – i stedet for de traditionelle 9.

Drengene lagde fra land som lyn og torden – og lagde Greve ned med en 3-1 sejr. Jakob, Magnus og Bertram scorede målene. Herefter blev det til en Jægerspris-sejr på 2-1 over Solrød FC, der efterfølgende klarede 2-2 mod Greve. I puljens fjerde kamp klarede Jakob “clean sheet” for FC Holte mod Jægerspris, der blev slået med 2-0 på mål af Magnus og Hector.

Da puljen blot bestod af fire hold, betød dette også, at et par af holdene kom til at spille to kampe i streg og efter den fine 2-0 sejr over Jægerspris-drengene, var det FC Holtes tur til at være “i ilden” igen. Denne gang gjaldt det de røde fra Solrød FC. Vores blåblusede Holte-drenge var bestemt mærket af de mange spilleminutter og der blev således sluttet af med en smal 1-0 sejr – matchvinder blev Jakob. I puljens sidste kamp havde Greve-drengene fået spillet sig varme og fik hevet en fin 2-0er hjem over “de sorte” fra Jægerspris og fik således reddet sig andenpladsen i puljen. Men efter tre kampe og tre sejre som følge af dette, stod FC Holte som puljevindere – takket være Bertram, Hector, Magnus, Kristoffer, Julius og Jakob.

Drengene var dog ikke mere trætte end som så – således stod flere af dem klar til 1½ times træning på Rudegaard ca. 30 min. efter slutfløjtet på sidste futsalkamp i Blovstrødhallen.

Herover fra venstre: Bertram, Hector og Magnus (fotos: raabjerg)

Herover fra venstre: Kristoffer, Julius, Jakob og Bertram (fotos: raabjerg)

Andre Nyheder