20. november 2018

Af HenrikMini

Fin indledning for U10 til årets CL-turnering

På en smuk novembersøndag indledte FC Holtes U10-årgang årets Champions League for Kids-turnering. Holdet i A-rækken var på udebane i Haslev. B/C-holdet havde fornøjelsen af at byde de grønklædte fra Avarta velkommen på Rudegaard Stadion.

 FC Holte vinder overtaget i første halvdel af 1. halvleg og der er flere fine opspil med optræk til scoringer. Men manglende held/kvalitet i afslutningerne bliver straffet, idet Avarta kommer foran på deres første afslutning. Dog udligner Holte kort efter – Julius scorer (lidt heldigt) direkte på hjørnespark… ”det var slet ikke meningen”, som knægten udtalte sig efter kampen. 1-1 og igen en meget lige kamp. Men så ud af ingenting scorer Avarta igen.

Julius lavede to “kasser”, da FC Holtes U10-drenge i weekenden besejrede Avarta med 3-2. Det første mål var slet ikke med vilje…

Ved pauseteen hankes der op i taktik og i den gode moral. Det gode sammenspil tages med ud til 2. halvleg, Avarta presses tilbage og meget spil foregår omkring deres målfelt. På en nedfaldsbold “skøjter” Ole bolden elegant i nettet med hælen. Holte presser videre og 5 min før slutfløjtet scorer Julius igen – til 3-2 – smart, da målmanden kommer på mellemhånd. Avarta har i løbet af 2. halvleg en del kontrachancer, men Holtes forsvar står solidt – Nicolai i mål – Johan og Frede er disciplineret i forsvaret.

Rigtig holdindsats, hvor hele holdet arbejder for hinanden giver god start på de indledende CL-puljekampe.

Årgangens A-hold var som nævnt en tur i Haslev – også d. 19. november. Det var var holdets første 8-mandskamp af betydning. Kun en enkelt tidligere 8-mandskamp er det blevet til, og set i bakspejlet var det med et stærkere hold, mod en lidt svagere modstander end der var tale om, i dagens opgør. Det var da også et Holte-hold, der lagde ud med at blive presset på hælene, og som havde svært ved at sætte spillet sammen. Drengene er tydeligvis vant til – fra 5-mands – at der skal løbes meget i længderetningen, mens graden i hvilken 8-mandsfodbold kræver sideforskydning, ikke ligger på rygraden endnu. Mod et godt organiseret og godt spillende Haslev-hold, der havde større erfaring med 8-mandsfodbold, var det tydeligt, at Holte ikke kun led under modvinden fra Moder Naturs side, men også den skabt af Haslev.

Midt i første halvleg bar Haslevs pres frugt, da der i et par omgange ikke blev tacklet konsekvent fra Holtes side, og målmand Brogaard var chanceløs.

Kort efter blev ondt værre, da en opspilsfejl i højre forsvarsside gav chance to til Haslev, som blev omsat til 2-0. Det så tungt ud for spillerne inde på banen.

Spillerne viste dog, at de er lavet af noget helt specielt – og hvor et ærgerligt 2-0 mål imod kunne knække nogen, så vækkede det en fight i Holte-drengene. De begyndte at spille fremad med mere fart og mere autoritet, og resten af halvlegen stod der Holte på. Særligt Kevin – der er ny på ”A”-niveau – kom ind og gjorde en forskel, med sin vilje og sit arbejdsraseri. Han rev holdet med sig, og det var helt fortjent, da Sebastian efter en række gode kombinationer blev spillet fri foran mål, og koldt satte reduceringsmålet ind.

Således var håbet tændt inden pausen, og det var et motiveret Holte-hold, der gik ud til 2. halvleg med en klar ambition om at vinde kampen. Holte satte sig da også på spillet, og der kom flere gode aktioner fra andre ”nye” A-spillere som Gustav Ingeman og Elliot Linderholm, mens Jakob Skovby fik godt fat i det defensive og pludselig ikke tabte en eneste 1v1-defensiv duel – som vi kender ham. Dermed fik den altid utroligt stærkt spillende Rohan den hjælp han havde brug for, for at styre forsvaret, og det var herefter meget lidt, Haslev kunne spille sig til. Albert kom ind på den centrale midtbane, og fik i mange situationer vendt og spredt spillet med hurtige aktioner, og det gjorde ondt på Haslevs meget centralt orienterede opstilling. Holtespillet flød bedre, og chancerne blev flere. De blev imidlertid også brændt. Særligt gjorde det ondt, da en Holtespiller fra en position midt for målet blæste bolden langt, langt over. Den bold er formentlig ikke landet endnu…

Haslev skabte stadig chancer – og pludselig stod en Haslev-spiller fri i højre side af feltet. Han afsluttede resolut og korrekt i det korte hjørne – og med en målmand, der var fanget på det forkerte ben, havde hjernen allerede registreret en scoring til Haslev. Hos alle – undtagen den fremragende målmand Brogaard, der med en reaktion af en anden verden, fik vredet kroppen rundt og højre hånd ned på bolden. Ganske simpelt en klasseredning, der holdt Holte inde i kampen.

Midtvejs i anden halvleg kom så en Holte-chance, som rummede mange elementer af høj kvalitet: Et præcist indkast hen over et par med- og modspillere fra Elliot Linderhold til Magnus – en vending fra Magnus uden boldberøring med en mand på ryggen, efterfulgt af en ydersideaflevering til Bertram, der tog et helt rigtigt timet, begavet løb bag om modstanderholdets bageste mand – perfekt timet, så han med første boldberøring kunne trille bolden forbi målmanden.

2-2 – og herefter var momentum i kampen fuldt og helt på Holtes side – uden at det godt spillende Haslev-hold dog på nogen måde, havde givet op. Efter flere Holte-chancer var det da også Haslev, der på en kontra kunne sætte 3-2 målet ind, med fem minutter igen af kampen. Det var en gevaldig mavepuster, for de efterhånden trætte Holte-drenge, der var bevidste om, at de havde gjort sig fortjent til en bedre skæbne.

Igen-igen-igen viste de dog karakter, og iværksatte et nyt pres. Med halvandet minut igen førte det til et frispark mod den skarpt driblende Bertram, et stykke uden for feltet. Han drejede selv sparket over muren, i et forsøg målmanden kun kunne parere. Magnus reagerede først i feltet, og hamrede en helflugter op i krydset, til den længe jagtede og fuldt fortjente udligning.

Ingen af holdene skabte chancer i det sidste minuts tid, og resultatet 3-3 stod derefter tilbage, efter en god, meget intens kamp, med meget få frispark mellem to meget fair spillende hold – og efter masser af godt, hurtigt og begavet fodboldspil, fra begge parter.

 

Andre Nyheder