1. december 2018

Af Tine Raabjerg

3 (jule-)point ind på CL-kontoen for U10A

FC Holtes Årgang 2009 startede julemåneden med at tage imod Rødovre, i årets udgave af Champions League for Kids – 8-mands for A-hold.

Efter uafgjort i første runde, var Holte opsatte på at erobre tre point. Det viste sig fra kampens start, der straks udløste en stor chance. Den blev desværre brændt, og herefter bølgede spillet mere. Holte fik ikke skabt store chancer, men konsekvent spil i forsvaret af Gustav Risbjerg, Jakob Skovby og styrmanden Rohan, holdt Rødovre fra noget som helst. På midtbanen kæmpede og løb Kristoffer Elias, Magnus, Albert, Frederik og Kevin, men det resulterede ikke i store chancer. Ikke før Jakob fra venstre back, med en flot lang pasning fandt Sebastian oppe foran, der ved at udnytte sin enorme hurtighed kom fri og sikkert satte bolden ind til kampens første scoring.

Herefter havde Holte et mindre overtag, og fik skabt chancer – også store chancer – men desværre uden at score yderligere. 1-1 efter en første halvleg, hvor Holte kunne og burde have spillet hurtigere.

Det gjorde de fra starten af anden halvleg, og kvikke kombinationer af særligt Albert, Kristoffer Elias og Magnus fik Rødovre på hælene. Magnus fandt Sebastian i dybden, og han svigtede ikke: 2-0 og Holte tilsyneladende i kontrol.

Herefter begyndte Rødovre imidlertid at spille hurtigt gennem midten, og Holte virkede trætte. Frederik kom ind og arbejdede hårdt, men Holte var på hælene. I løbet af kort tid fik Rødovre scoret to gange, og der var optræk til mere. Det, der imidlertid kendetegner holdet er, at er der behov for at træde i karakter, så gør de det: Magnus og Gustav Risbjerg vandt pludselig duellerne på banens midte – godt bakket op at Rohan, der skubbede frem, når det var nødvendigt. Albert begyndte at udfordre 1v1 og på den måde skabe overtalssituationer, og Frederik gjorde det samme. Den fremragende målmand Brogaard hev en stor redning op, og Kristoffer Elias kæmpede endnu mere intenst: Piskede hjem i sine returløb og truede konstant frem ad banen. Sebastian var konstant bevægelig og en kilde til uro helt fremme og Kevin og Jakob var konsekvente defensivt og viste pludselig fremragende, offensivt backspil. Rødovre havde naturligt nok stor tro på tingene, og det var nu en intens og fremragende kamp, hvor begge hold spillede godt, på samme tid.

Det fortsatte, indtil Magnus fra banens midte rev sig løs, og et godt stykke ude fra, med det “mindre gode” venstre ben, sparkede bolden hårdt, fladt og let skruende ind helt ude ved højre stolpe. 3-2, og pludselig var sejren, der først virkede sikker og derefter så ud til at være helt væk, igen inden for rækkevidde.

Rødovre forsøgte at mobilisere et comeback, men Magnus erobrede bolden langt fremme, rundede bageste forsvarsspiller og sparkede bolden op i nærmeste hjørne, uden chance for målmanden. Med få minutter igen, var kampen tæt på afgjort. Det eneste, der ikke måtte ske, var et meget hurtigt mål til Rødovre. Rødovre forsøgte; men hele Holte-holdet kæmpede energisk og koncentreret, og når dertil lagdes Rohans utrolige defensive overblik og forudseenhed, blev det ikke farligt. Derimod kombinerede Jakob, Albert, Kristoffer Elias og Sebastian til et par farlige Holte-chancer, der dog desværre blev brændt. Kort efter den sidste, var det imidlertid vand under broen, da tiden var udløbet og Holte-sejren var i hus!

Andre Nyheder