3. november 2019

Af HenrikMini

U8 holdt 0’et i Farum

Indendørssæsonen er for de yngste skudt i gang denne weekend med 1. runde af indendørsstævnerne. Og FC Holtes U8ere – årg. 2012 – lagde stærkt fra land med fire velspillede kampe i Solvangshallen i Farum. Willum, Emil, Arthur, Louis, Konrad, Alfred og Sebastian havde taget forældrene med til Farum – og drengene var virkelig tændt fra start. Første kamp blev “Slaget om Geels Bakke” – FC Holte og naboerne fra Virum Sorgenfri BK delte i en ellers intens 0-0 kamp med fine chancer i begge ender. For Holte holdt Willum buret rent.

Sebastian præsterede både at holde buret rent samt score et mål ved søndagens indendørsstævne.

“Slideren” Emil gav den gas i alle fire kampe.

Efter et par kampes pustepause var målmaskinen Arthur i fuldt vigør – det gik udover Lynge-Uggeløse, der måtte gå fra banen med et 0-4 nederlag. Alle fire mål sat ind af… Arthur. I den anden ende leverede Sebastian “clean sheet”.

Willum leverede fine defensive præstationer – både som keeper og som bagerste mand.

Tredje kamp var mod de stribede værter fra Farum. Denne gang blev der kun plads til et enkelt mål – sat ind af Alfred – men med chancer til mere. Men heldigvis havde Holte en sikker skanse i form af Louis på målet. Endnu en gang blev Holte-buret altså holdt rent.

Louis får tacklet en Lynge-Uggeløse spiller og sendt bolden op ad banen.

Sidste kamp. Lidt trætte drenge… men ikke mere trætte end at det blev til en flot 2-0 sejr over de blåblusede fra Værløse, der ellers havde præsteret nogle flotte kampe. Sebastian scorede Holte-drengenes første mål med et flot lop over Værløse-keeperen langt udefra.

Kort efter dette billede blev taget, måtte Værløse-keeperen endnu en gang hente bolden i målet – Konrad lukkede og slukkede med målet til 2-0.

Mens Emil lukkede fint af bagtil, lavede Konrad endnu et Holte-mål og cementerede dermed dagens tredje FC Holte-sejr.

Alfred beviste gennem alle fire kampe, at man selv om man ikke er banens største spiller, så er man ikke nødvendigvis til at løbe om hjørner med. Solid indsats!

 

Til trods for fire flotte kampe, så forlyder det, af flere af drengene ikke fik nok bold i Farum og dermed også tropper op til træning på Rudegaard Stadion senere denne eftermiddag…

Andre Nyheder