At vinde lokalopgøret 2-1, hvor man scorer med venstrebenet i sidste minut, det glemmer man sent. Men før den oplevelse, så er der de hundredevis af små gode fodboldoplevelser i hverdagen. De er det egentlige grundlag for et godt fodboldliv.
Det handler om forberedelse
I FC Holte arbejder de voksne på at blive så velorganiserede som overhovedet muligt omkring træning, kampe, fodboldrejser osv. Det er ved at skabe gode faste rammer, at børn og unge oplever tryghed og frihed til at have det sjovt og samtidig udvikle sig som fodboldspillere i fællesskab med andre.
Det er ikke et tilfælde, at DBUs første bud til børne- og ungdomstrænere er at have udarbejdet et træningsprogram inden alle træninger: Børn og unge har krav på en forberedt træner.
I FC Holte har vi en ambition om at vores spillere hele tiden udvikler sig, teknisk, kreativt og mentalt. Den udvikling starter hos de voksne. Hvis vi er dovne og drevet af vanetænkning som trænere og ledere, så kan vi ikke forvente, at vores spillere er top-engagerede og tør prøve nye ting med bolden. Som sportschefer er det vores ansvar at sikre, at alle årgange har de gode faste rammer, der kan skabe gode fodboldoplevelser med udvikling og fællesskab.