17. maj 2021

Af Katrine Bøgelund

Triste lokaler eller vindere af pokaler?

Når vi hører ordet ‘forening’, så tænker vi som regel på vedtægter, generalforsamling, bestyrelse og lange aftenmøder i triste lokaler. Er det ikke lidt synd, at et så fint ord, der stammer fra idéen om at forene sig i fælles stræben, er blevet slidt ned til noget så trist? Lad os bruge ordet til noget bedre i FC Holte.

På billedet ser I FC Holte 2006’ere. De har lige vundet pokalfinalen 4-3. De er historien om at forene sig i fælles stræben. Som alle andre ungdomsårgange i mindre lokalklubber har de kæmpet med tab af spillere. De var nød til at rykke nogle rækker ned og begynde forfra. Med egen forenet vilje, stærke frivillige kræfter og dygtig professionel træning har de genskabt sig selv som hold, fællesskab og pokalvindere. Tillykke.

Lige nu, et andet sted i klubben, har nye og gamle frivillige og en professionel pigesportschef forenet sig i en ambition om at skabe FC Holte Pigefodbold fra bunden – against all odds! Indtil videre er det væltet ind med glade piger, der har det virkelig sjovt – og til sommer afholder klubben sin første Pigecamp. Vi ved alle, at der er mange udfordringer, når pigefodbold skal lykkes, men vi er forenet i fælles stræben, så det skal nok gå. Forza vores forening. Forza FC Holte.

Andre Nyheder