11. maj 2023

Af Andreas Birch Rasmussen

Fra rundens hold i Superligaen til Rudegaard Stadion

I går var Lucas Hey og Mads Kikkenborg på besøg i FC Holte for at give vores spillere en fantastisk oplevelse. Her hilste de på spillerne, skrev autografer og lærte vores spillere tips og tricks, som man kun kender, når man begår sig i de professionelle rækker. Til dagligt spiller de for Lyngby BK som hhv. målmand og forsvarsspiller og begge var bl.a. på rundens hold i weekenden efter en sejr over FC Midtjylland.

I det 1,5 times lange besøg stod de hver især for øvelser for U10, U11 og U13, hvor de kunne vise og fortælle spændende ting på baggrund af deres erfaring fra det øverste niveau. Derefter stod den på autografskrivning, hvor også U8 og pigerne kom forbi, og køen den var lang. Der blev både skrevet på trøjer, fodboldstøvler, bolde og billeder af Hey og Kikkenborg, som blev delt ud. FC Holte spillernes glæde og entusiasme var til at få øje på. De to Lyngby-drenge fandt også tid til et holdbillede med U10, en straffesparkskonkurrence, og så blev den 1,99 meter lange keeper udfordret til at rive et æble over med sine bare hænder. Nok kan han pille Gustav Isaksen, men stod den på æbleoverrivningskonkurrence, så fører FC Holte 1-0 😉

Det hele blev orkestreret af Det Blå Netværk samarbejdsansvarlige Henrik ”Mini” og FC Holtes klubchef Andreas.

Tak til Lucas, Mads, Mini, Andreas og Lyngby BK for at give spillerne i FC Holte en helt igennem fantastisk oplevelse.  

Andre Nyheder